Politi-bil-01

Røver forsøgte at stikke af

Næstved: Supermarkedet Aldi ved Åsen i Næstved var tirsdag kl. 19.34 udsat for et røveriforsøg, da en mand kom ind i forretningen og sagde “hit med pengene” og truede med en kniv. Imidlertid lod ekspedienten sig ikke skræmme, og derfor stak røveren af uden udbytte. En god beskrivelse af røveren førte til at en politipatrulje lidt senere kunne anholde en 22-årig mand fra byen, der svarede til signalementet. Den 22-årige blev sigtet for forsøg på røveri og efter lov om euforiserende stoffer, da betjentene fandt en klump hash på ham.

Slagsmål i vægtløfterklub

Næstved: Tirsdag klokken 19 blev politiet kaldt til træningslokalet i HG Vægtløftning på Herlufsholm Allé, hvor to personer var kommet op at toppes og havde givet hinanden nogle knytnæveslag. Da betjentene ankom, var der faldet ro på stedet, men på baggrund af forklaringer, de implicerede kom med, blev de to kamphaner sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der er tale om en 22-årig mand fra Næstved og en 34-årig mand fra Rude. De blev begge bortvist fra klubben.

42-årig anholdt efter skud

Haslev: En 42-årig mand fra Haslev blev tirsdag aften klokken 22.18 anholdt på sin adresse lidt uden for Haslev. Politiet blev tilkaldt til stedet, da der var affyret flere skud inde i huset. Der var ikke nogen, der blev ramt af skuddene, men den 42-årige er sigtet for forsøg på manddrab. Politiets teknikere skal nu undersøge stedet, og det overvejes i øjeblikket, om den 42-årige blev senere fremstillet i grundlovsforhør.

 

Læg en kommentar