Af Marina Paulsen, Gottliebsvej 9, Næstved.

12nbl_marina

Synspunkt: Danmark er et lille land med et stort hjerte, som banker for at hjælpe verdens fattige. Sådan har det været i generationer. Det så vi også ved lørdagens Danmarks Indsamling, hvor 97 mio. kr. blev indsamlet. Så mangler vi bare 30 Danmarks Indsamlinger mere, før vi er oppe på de 3 mia. kr., som er skåret i udviklingsbistanden ved de to seneste finanslovsforhandlinger…

Venstre-regeringen varsler yderligere nedskæringer, og samtidig hører vi gang på gang, at vi skal støtte i nærområderne.

Engang var vi berømte for at være verdens lykkeligste folk. Vi havde mindre ulighed, og det var en styrke, som kunne ses og mærkes. Vi var førende inden for sundhed, velfærd, arbejdsmarkedspolitik, miljø og vindenergi. Teknologisk var vi også godt med, og erhvervslivet blomstrede. Et socialt ansvarligt samfund, hvor vi greb hinanden, hvis vi faldt.

Hvorfor har flertallet de sidste 15 år ønsket at sætte alt det over styr? Jeg begriber det ikke.

Nu har flertallet siden 2001 stemt på partier, som mener, at det vigtigste er at gøre de rigeste rigere, mod at forringe alt det, vi engang var så stolte af.

Vi har fået en uværdig ældrepleje med et tåbeligt minuttyrani, bl.a. af et fremadstormende parti, som med den ene hånd gav en ældrecheck, mens de fjernede hjemmehjælperen og plejehjemmene, som vi kendte dem før, med den anden hånd.

Daginstitutioner og folkeskolen udhules år for år – uden nogen videre bekymring for de konsekvenser, det har for de svigtede børn og de ansattes arbejdspres. Det gør altså noget ved mennesker, når de hver dag går hjem med en oplevelse af ikke at kunne slå til.

Vi har forældede og forringede ungdomsuddannelser – hvad blev der af de fine ord om et uddannelsessystem i topklasse? Og verdens forbilledlige sundhedsvæsen rutscher mod bunden – pga. hensynet til skattelettelser og stigende medicinpriser.

Arbejdsstyrken knokler og presses ud over, hvad der er rimeligt, og et stigende antal bukker under med stress. De gør de syge i ressourceafklaringsforløb i øvrigt også.

Ensomhed er et voksende problem – også blandt de unge, og ventetiden for at få kvalificeret hjælp til psykiske lidelser er umenneskelig lang. Hvem ta’r ansvar for risikoen for de følgesygdomme, vores samfund er i fuld sving med at pådrage befolkningen?

Er det virkelig det Danmark, danskerne ønsker? Jeg tror det næppe.

Vil vi ikke hellere betale bare lidt mere i skat igen, for til gengæld at få vores stolthed og tryghed tilbage? Det tror jeg på.

Men det kræver mod, sammenhold, vilje og ja, et stærkt fællesskab at få vendt skuden.

Drop al den populisme og forsøg på at gøre vores politikere til TV-stjerner i et underholdningsprogram. Kræv og stem på ansvarlige og seriøse politikere, inden de forsvinder helt fra arenaen. Eller stil selv op næste gang – meld dig ind i et parti og påvirk udviklingen indefra.

Først når vi kan se og høre saglige politikere igen, kan vi få tilliden tilbage.

 

Læg en kommentar